Sirenevarsling

Hvordan skal man forholde sig?

Når sirenen lyder, skal man gå inden døre og søge information hos DR eller TV2. Det er en god ide at sikre sig, at alle omkringstående har forstået varslingssignalet.
DR og TV2 vil i varslingssituationen bringe meddelelser om, hvad, der sker og hvad, man skal gøre. Meddelelserne vil komme fra politiet eller andre myndigheder. Du kan også blive varslet på din mobiltelefon.

Døve og hørehæmmede 

Døve og hørehæmmede kan tilmelde sig varsling via borger.dk og vil så modtage sms-besked, når der varsles samt besked om "afvarsling" og om, hvor de kan få yderligere information.

Sirenerne afprøves kl. 12.00 den første onsdag i maj

Der er i Danmark opstillet 1078 elektroniske varslingssirener. Sirenerne er opstillet på toppen af bygninger eller på master.

Sirenevarslingssystemet drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen.

Når der ved større ulykker og katastrofer er en akut fare for skader på mennesker eller ejendom, kan befolkningen blive varslet om faren ved hjælp af det landsdækkende elektroniske sirenevarslingssystem.

Med varslingssystemet er det muligt at varsle i byområder med mere end 1000 indbyggere. Det vil sige, at ca. 80% af Danmarks befolkning kan varsles med de stationære sirener. De sidste 20% kan varsles med mobile sirener påsat politiets vogne.

Sirenerne afprøves hver nat uden lyd, men en gang om året - den første onsdag i maj - afprøves de med fuld lyd.

Her kan du finde bekendtgørelsen om varsling.