Test dine røgalarmer på nordisk røgalarmdag – og pas på håndspritten til jul.

Lyden af en røgalarm klinger ikke just af julemusik. Men årets kolde måneder er højsæson for brand i private hjem. Dine røgalarmer skal kunne advare dig, hvis uheldet er ude. Test alarmerne, inden du tænder julelys. 

Det er vigtigt at tjekke, at røgalarmerne i dit hjem virker. Den 1. december er fælles nordisk røgalarmdag. Dagen skal minde os om, at vi kan forbedre brandsikkerheden i vores hjem ved at have røgalarmer. 

Røgalarmer, der ikke virker, giver falsk tryghed. Derfor skal du jævnligt tjekke, at batterierne stadig virker, at alarmerne er rengjorte og at udløbsdatoen ikke er overskredet. Røgalarmer advarer om en brand, men forhindrer den ikke. Risikoen kan reduceres ved at følge et par enkle råd: 

Mange brande starter enten i køkkenet eller ved brug af levende lys. Så vær ekstra opmærksom i den travle julemåned. Læg aldrig ting fra dig på komfuret, bliv i køkkenet, når du laver mad, og sluk levende lys, når du forlader et lokale. 

December er en hyggelig måned med levende lys og familiesamvær. Men i år er der kommet en ny brændbar bekendt med i samværet: Håndsprit - som er en yderst brændbar væske. Derfor opfordrer vi til, at hver enkelt er opmærksom på at holde håndsprit langt væk fra de levende lys. 

Læs rådene om røgalarmer og brandsikkerhed i deres helhed her: 

https://danskeberedskaber.dk/roegalarmer/

https://danskeberedskaber.dk/levende-lys/

Faktaboks til pressemeddelelse:

Brande i private hjem 

  • Knap en tredjedel af utilsigtede brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til, opstår i køkkenet
  • Brandvæsenerne i DK rykker årligt ud ca. 3.900 gange til brand i private hjem. Antallet af udrykninger topper i vintermånederne 
  • Der opstår årligt omkring 60.000 brande i private hjem, som folk selv formår at håndtere uden at tilkalde brandvæsenet
  • Mange, der har oplevet en brand i deres hjem, siger, at branden skyldtes brug af levende lys, herunder i juletræet eller en juledekoration
  • Hele 75 pct. af danskerne har røgalarmer opsat i deres hjem – hvis du er blandt de 25 pct., der ikke har opsat en røgalarm, kan du gøre det nu og få et mere trygt hjem.

For yderligere information www.bsik.dk

For yderligere spørgsmål, kontakt Fagkoordinator Forebyggelse Kirsten Dyrvig, kid@bsik.dk, 51715393