Brandfare.dk, ny landsdækkende side om brandfare i naturen
På den nye hjemmeside Brandfare.dk kan borgerne ét samlet sted finde gode råd til at undgå naturbrande, få overblik over hvor brandfarlig naturen er og se, hvor der eventuelt er indført kommunale afbrændingsforbud.
Sidste år var der rekordmange naturbrande i løbet af den knastørre sommer, og alle landets kommuner indførte afbrændingsforbud. Det kan på grund af det varme tørre vjer på det sidste, igen blive aktuelt at være ekstra påpasselig i den danske natur.
Det er ikke altid de samme forhold, der hersker forskellige steder i landet. For at skabe et samlet overblik har Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber, som repræsenterer landets kommunale redningsberedskaber, og Kommunernes Landsforening skabt en ny fælles hjemmeside med information om brandfare i naturen, status på afbrændingsforbud og gode råd.
Siden hedder www.brandfare.dk, og her finder du en række vigtige oplysninger om brandfare i naturen. Her kan du bl.a. finde gode råd om, hvordan du undgår naturbrande, et brandfareindeks, der viser brandfaren i naturen over de kommende døgn, og en oversigt over, hvor i landet der eventuelt er indført afbrændingsforbud og hvad forbuddene betyder.
Vær ekstra opmærksom i den tørre natur
De mange naturbrande sidste sommer gav travlhed for redningsberedskabet og gjorde formentlig også nogle borgere utrygge. Brandfare.dk kan være med til at sætte fokus på, hvordan man skal opføre sig i naturen, og hvor i landet man enten bør tænke sig om en ekstra gang eller helt lade være med for eksempel at tænde bål eller grille