Tilslutningsbestemmelser for opkobling af ABA

1. Generelt

Et automatisk brandalarmanlæg, også kaldet ABA, kan være til stede af to årsager. ABA-anlægget er opsat og funktionsdueligt i henhold til bygningsreglementets bestemmelser og derved et krævet anlæg, der skal være virksomt, så længe bygningen anvendes. Alternativt er, at man ser en mulighed for at forbedre brandsikkerheden i bygningen, og derved etablerer et frivilligt ABA-anlæg. Funktionen for ABA-anlægget varierer alt efter, hvilken type bygningsafsnit (f.eks. forsamlingslokale, hotel, skole mv.) det vedrører, og er i henhold til Bygningsreglementet (BR18):

  • At sikre tidlig alarmering af redningsberedskabet. Ved tidlig detektering af kendetegnene for en brandudvikling sikres det, at ABA-anlægget kan alarmere redningsberedskabet i en tidlig fase af branden, så denne kan begrænses eller slukkes ved redningsberedskabets indsats.
  • At iværksætte automatisk varsling. Ved tidlig detektering af kendetegnene for en brandudvikling kan der iværksættes automatisk varsling, så personer kan bringe sig i sikkerhed.
  • Aktivering af sammenhængende brandtekniske installationer.
  • At give redningsberedskabet mulighed for en målrettet indsats. ABA-anlægget giver mulighed for, at redningsberedskabets indsats foregår effektivt ved angivelse af områderne, hvor der er detekteret. ABA-centralen fungerer som redningsberedskabets primære kilde til oplysninger om den givne alarm.

ABA-anlægget skal installeres som det overordnede styrende anlæg for alle sammenhængende brandtekniske installationer i den pågældende brandmæssige enhed. ABA-anlægget varetager alarmering til redningsberedskabet samt fejlmelding til en døgnbemandet vagtcentral, uanset hvilket system, som måtte aktiveres eller fejle. Det er ABA-anlægget, der behandler og formidler signaler fra de sammenhængende brandtekniske installationer og som overvåger, at tilsluttede brandtekniske installationer er i deres tiltænkte driftsmæssige tilstand.

For et automatisk vand sprinkleranlæg, også kaldet AVS, udføres alarmoverførelsen tilsvarende et ABA-anlæg.

Hvis der sker afvigelser fra nærværende tilslutningsbestemmelser eller fra tilhørende bilag, skal det lokale redningsberedskab have besked herom, inden afvigelsen indtræffer.

2. Referencer

Det er den til projektet tilknyttede certificerede brandrådgiver, som er med til at bestemme, hvilken standard der skal benyttes, for at det etablerede automatiske brandalarmanlæg er dækkende for byggeprojektet. Service, uddannelse og andre krav, der skal stilles til bygningsejeren, vil skulle fremgå af den til bygningen tilknyttede DKV-plan (drift- kontrol og vedligeholdelse). Mere uddybende beskrivelse af brandtekniske installationer kan ses i:

3. ABA-centralen

3.a. Placering

ABA-centralen skal placeres i henhold til anvisningerne i bygningsreglementets vejledning til kap. 5 – Brand - Kapitel 5, Redningsberedskabets indsatsmuligheder.

3.b. Alarmtransmission

Alarmeringen af redningsberedskabet skal altid være direkte til redningsberedskabet, og kan evt. foretages parallelt til døgnbemandet vagtcentral.

Transmission af fejl og alarmer skal udføres i henhold til Bilag 12 til bygningsreglementets vejledning til kap. 5 – Brand - Præ-accepterede løsninger for brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr.

Se bilag A for specifikke forhold for det lokale redningsberedskabs vilkår til alarmoverføring.

3.c. Kontrol og service

Anlægsejeren skal tilsikre, at kontrol og service sker i henhold til bygningens drifts-, kontrol og vedligeholdelsesplan. Alternativt skal terminer for kontrol og service ske som angivet i bygningsreglements vejledning til kap. 5 – Brand - Kapitel 7, Drift-, kontrol og vedligehold af brandforhold i og ved bygninger følges.

Se bilag A for specifikke vilkår for det lokale redningsberedskab i forhold til afprøvninger op mod redningsberedskabets vagtcentral.

3.d. Instruktion

Ejeren af bygningen kan udpege en person, der varetager den daglige drift, kontrol og vedligeholdelse af de brandmæssige aspekter (driftsansvarlige). Bygningsejer skal i dette tilfælde give den driftsansvarlige person de nødvendige beføjelser til at varetage dette. Udpegningen af en driftsansvarlig fritager ikke ejer for de pligter, som følger af byggeloven og BR18. Udpeges der ikke en driftsansvarlig, har ejer de forpligtelser, der i det følgende angives for den driftsansvarlige.

Den driftsansvarlige person skal sikre, at der i bygninger med ABA-anlæg eller sprinkleranlæg altid er personer til stede, som kan betjene de brandtekniske installationer eller, at en sådan person kan tilkaldes med kort varsel. Kort varsel er afhængig af det aktuelle byggeri og skal nærmere specificeres i DKV-planen. For byggeri, hvor der ikke er udarbejdet en DKV-plan, anses en tid for tilkaldelse på 60 minutter at være acceptabelt.

For bygninger med ABA-anlæg, skal det med synlige opslag ved ABA-centralen fremgå, hvordan disse personer kan tilkaldes, også uden for den normale brugstid.

Hvis et brandsikringsanlæg ikke kan reetableres, eller det ikke er muligt at få adgang til bygningen, vil redningsberedskabet kontakte den driftsansvarlige og informere omkring alarmen. Såfremt ingen brandkendetegn lokaliseres ved rundering, vil redningsberedskabet forlade adressen.

Yderligere blinde alarmer i perioden efter redningsberedskabet har forladt adressen og inden den driftsansvarlige person møder på stedet, vil blive faktureret.

4. Tilbehør til ABA-anlægget

4.a. Nøgleboks/-rør

Redningsberedskabet skal have uhindret adgang til ABA-centralen ved brug af en nøgle/kode/chip, der placeres i en nøgleboks/-rør, der kun er til redningsberedskabets brug.

Er der i adgangsvejen opsat porte eller rullegitter som er strømstyret, skal det sikres, at disse kan åbnes ved evt. strømsvigt.

Der skal i nøgleboksen/-røret mindst ligge nøgler, som giver adgang til:

  • Adgangsdøren til ABA-centralen
  • Bygningens primære indsatsveje
  • Adgang til ABA-dækkede områder
  • Særligt sikrede adgangsdøre, f.eks. yderdøre klassificerede som (BS-60)
  • Porte og bomme i brandvejen.

Nøgleboks/-rør skal placeres i henhold til anvisningerne i bygningsreglementets vejledning til kap. 5 – Brand - Kapitel 5, Redningsberedskabets indsatsmuligheder.

Eventuelle specifikke vilkår for det lokale redningsberedskab til nøgleboks/-rør kan findes i bilag A.

4.b. Blitz

Blitz skal placeres i henhold til anvisningerne i bygningsreglementets vejledning til kap. 5 – Brand - Kapitel 5, Redningsberedskabets indsatsmuligheder.

5. Anlægsdrift

5.a. Idriftsættelse

Inden idriftsættelse af ABA-anlægget skal det nærmere afklares med det lokale redningsberedskab, hvilket materiale der skal fremsendes i forbindelse med udarbejdelse af anlægsaftale samt idriftsættelse af anlægget.

Anlægget skal have udført funktionsafprøvning af et akkrediteret inspektionsorgan, der er akkrediteret i henhold til DS/EN ISO/IEC 17020, inden der kan ske idriftsættelse af ABA-anlægget. Kopi af rapport af den første akkrediterede funktionsafprøvning for ABA og evt. sprinkleranlæg skal fremsendes til det lokale redningsberedskab, inden anlægget endeligt kan idriftsættes.

5.b. Kontaktpersoner

Hvis vagtcentralen modtager en anlægsfejl, vil den driftsansvarlige, dennes substitut eller et aftalt servicefirma blive kontaktet og bedt om at undersøge og udbedre fejlen.

Udover de oplyste kontaktoplysninger til det lokale redningsberedskab skal der ved brandcentralen være synlige opslag, hvor personer, der kan tilkaldes, fremgår. Disse skal også kunne tilkaldes uden for den normale brugstid.

Det skal sikres, at både kontaktoplysninger givet til det lokale redningsberedskab samt det fysiske opslag ved brandcentralen opdateres ved ændring af kontaktpersoner samt servicefirma.

I bilag B til nærværende tilslutningsbestemmelser findes bilaget ’Kontaktpersoner’, som skal udfyldes og fremsendes til redningsberedskabet inden idriftsættelse.

5.c. Tilslutning/afprøvning af alarmforbindelse

Inden tilslutning/afprøvning af alarmforbindelsen kan der være lokale forhold som gør sig gældende, hvorfor dette skal afklares med det lokale redningsberedskab.

Eventuelle specifikke vilkår for det lokale redningsberedskab til tilslutning/afprøvning af alarmforbindelse kan findes i bilag A.

5.d. Tyversikringsanlæg

Hvis der er eller bliver installeret tyverisikringsanlæg i bygningen, skal det sikres, at de to anlæg ikke påvirker hinanden uhensigtsmæssigt ved brandalarm, f.eks. sirener eller tågegeneratorer fra tyverisikringsanlæg.

Der skal træffes foranstaltninger for at imødegå blinde alarmer forårsaget af tågegeneratorer.

6. Økonomi

Takster fastsættes af det lokale redningsberedskab.

Specifikke vilkår for det lokale redningsberedskab til økonomi kan findes i bilag A

7. Ansvar

7.a. Redningsberedskabet

  • Ethvert ansvar for et anlægs forskriftsmæssige virkemåde og drift, samt for alarmoverførsel, er det lokale redningsberedskab uvedkommende.
  • Det lokale redningsberedskab kan ikke gøres ansvarlig eller erstatningspligtig for ikke at have udstyr til modtagelse af alarmtransmissioner efter DS/EN 54-21 eller andre retningslinjer.
  • Det lokale redningsberedskab kan ikke gøres ansvarlig eller erstatningspligtig for, at der ikke er alarmforbindelse, eller at alarmtransmissionen ikke kommer igennem til det lokale redningsberedskabs vagtcentral ved eventuel brand.
  • Det lokale redningsberedskab påtager sig alene ansvaret for at reagere på alarmer og signaler.
  • Det lokale redningsberedskab kan ikke mødes af økonomiske krav af nogen art, herunder driftstab, tidstab, avancetab eller andre direkte og indirekte tab.

7.b. Anlægsejer

  • Det er anlægsejers ansvar, at der altid er alarmforbindelse til det lokale redningsberedskabs vagtcentral.
  • Det er anlægsejers ansvar, at anlægget til stadighed opfylder de krav og normer, der fremgår af nærværende aftale og betingelser. Anlægsejeren er ansvarlig for alle skader, der måtte opstå, direkte eller indirekte – som følge af manglende opfyldelse af disse forpligtelser.
  • Anlægsejer sikrer, at det i nøgleboksen/-røret placerede adgangssystem virker, og giver redningsberedskabet uhindret adgang til brandsikringsanlægget og dets dækningsområde. Hvis de ikke virker, vil redningsberedskabet tvinge sig adgang uden ansvar for skader, som i den forbindelse vil blive påført døre, vinduer, porte og lignende.

8. Nedlæggelse/ejerskifte

Nedlæggelse af ABA-anlægget eller overdragelse til anden ejer/lejer skal meddeles til det lokale redningsberedskab, inden forholdet indtræffer. Nedlæggelse af alarmoverførsel fra lovpligtige krævede ABA-anlæg, må kun ske efter skriftlig tilladelse fra bygningsmyndigheden. Kopi af tilladelsen skal fremsendes til det lokale redningsberedskab.

I bilag C og D til nærværende tilslutningsbestemmelser findes 'Nedlæggelsesaftale' og 'Overdragelsesaftale', som skal udfyldes og leveres til det lokale redningsberedskab i tilfælde af enten overdragelse eller nedlæggelse af ABA-anlægget.

9. Anlæg i langtidsservice

Hvis ABA-anlægget ønskes i langtidsservice, skal dette meddeles skriftligt til det lokale redningsberedskab, inden forholdet indtræffer.

Redningsberedskabet gør opmærksom på, at de eventuelle ændringer af byggelovsmæssige forhold under ombygningsperioden skal afklares med byggemyndigheden i den pågældende kommune, idet beredskabet ikke har sagsbehandlet denne del.

I Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vejledning til bygningsreglementets vejledning til kap. 5 – Brand - Kapitel 7, Drift-, kontrol og vedligehold af brandforhold i og ved bygninger er det beskrevet, at der i udkoblingsperioden for de brandtekniske installationer, som er installeret til sikring af personer, skal iværksættes kompenserende tiltag. Alternativt må lokalerne ikke benyttes. Det er anlægsejers ansvar, at kompenserende tiltag i perioden, hvori anlægget er i langtidsservice, er overholdt.

I bilag E til nærværende tilslutningsbestemmelser findes bilaget for 'Aftale om langtidsservice'.