Sirenevarsling
Hvis du hører varslingssirenerne, betyder det, at du er i et område, hvor der er fare på færde.
Hvad skal du gøre når sirenen lyder?
Når sirenen lyder, skal du gå inden døre og søge information hos DR eller TV2. DR og TV2 vil i varslingssituationen bringe en beredskabsmeddelelse om, hvad der sker, og hvad du skal gøre. Meddelelsen vil komme fra politiet eller andre myndigheder.
Når sirenen aktiveres, der hvor du er, vil du også kunne modtage en advarsel via S!RENEN på din mobiltelefon. S!RENEN har en unik lyd og vibration og adskiller sig tydeligt fra almindelige beskeder som sms'er og push-notifikationer. Du skal hverken tilmelde dig eller downloade en app.
Ring IKKE 112 fordi du hører sirenen
Ring kun 112, hvis du eller andre er i akut fare og har brug for akut hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance. Ringer du 112 uden at have akut brug for hjælp, kan du blokere for livsvigtige opkald!
Sirenevarsling for døve og hørehæmmede
Hvis du er døv eller hørehæmmet, kan du tilmelde sig sms-varsling via borger.dk. Så får du automatisk en sms, når politiet varsler ved alvorlige ulykker. Du får besked om, hvor i landet der er fare på færde.
Alle der er tilmeldt sms-varsling, får en sms med information om alle de varslinger, som bliver sendt ud. Det er ikke teknisk muligt kun at sende sms til de døve og hørehæmmede, der befinder sig i nærheden af ulykkesstedet.
Test af sirenerne
Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen tester varslingskanalerne med lyd én gang om året - den første onsdag i maj kl. 12.00.
Testen af de fysiske varslingssirener foregår på følgende måde:
- Først lyder der et varslingssignal (signal 1), som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Signalet lyder 4 gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
- Efter cirka 4 minutter gentages varslingssignalet.
- Efter yderligere 4 minutter afgives et afvarslingssignal (signal 2), som betyder, at testen er overstået. Afvarslingssignalet består af én lang ensartet tone, som varer 45 sekunder.
Der udsendes samtidig en test-advarsel via S!RENEN. Det fremgår tydeligt af teksten, at der er tale om en test.
Sms-varslingssystemet for døve og hørehæmmede testes samtidig med sirenerne den 1. maj.
Sirenerne afprøves desuden hver nat uden lyd.
Mere om sirenerne
Der er i Danmark opstillet 1078 elektroniske varslingssirener. Sirenerne er opstillet på toppen af bygninger eller på master.
Sirenevarslingssystemet drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen.
Når der ved større ulykker og katastrofer er en akut fare for skader på mennesker eller ejendom, kan befolkningen blive varslet om faren ved hjælp af sirenerne.
Med varslingssystemet er det muligt at varsle i byområder med mere end 1000 indbyggere. Det vil sige, at ca. 80 % af Danmarks befolkning kan varsles med de stationære sirener. De sidste 20 % kan varsles med mobile sirener påsat politiets vogne.