Spændende partnerskab mellem Østjyske Beredskaber

Beredskab & Sikkerhed og Østjyllands Brandvæsen går sammen i nyt og spændende partnerskab om etablering af ny fælles vagtcentral og operationschef.

Vagtcentralen etableres som et ligeværdigt partnerskab mellem de to beredskaber og forventes at være i drift ultimo 2020.

Den nye fælles vagtcentral får beliggenhed på Bautavej i Aarhus, hvor Østjyllands Brandvæsen er i gang med at etablere nyt hovedsæde til bl.a. ledelse og administration.

Samtidig etableres en døgndækkende operationschef-funktion for begge beredskaber. Den kommende operationschef er tilknyttet vagtcentralen, som således bliver omdrejningspunktet for alle operative og krisestyringsrelaterede aktiviteter i de to beredskaber og otte ejerkommuner.

De to formænd for beredskabernes bestyrelser er meget tilfredse med det kommende samarbejde. Jan Petersen (A), formand hos Beredskab & Sikkerhed og borgmester i Norddjurs Kommune udtaler:

"Vi ser frem til det kommende vagtcentralsamarbejde, som ikke blot er med til at give os den operationschef, som vi har manglet, men også er med til at skabe ét samlet overblik over beredskabets operative enheder, så vi kan stå endnu stærkere, når større og længerevarende hændelser rammer vores kommuner. Jeg er sikker på, at det nye samarbejde vil styrke robustheden i kommunerne, samtidig med at vi kan skabe nye muligheder ved at gå sammen om opgaver i beredskaberne".

Bünyamin Simsek (V), formand for Østjyllands Brandvæsen og rådmand for Teknik & Miljø i Aarhus Kommune udtaler:

"Beredskaberne i Østjylland skal samarbejde på alle de områder, der skaber værdi for borgerne. En helt frisk robustheds-analyse fra december 2019 peger netop på, at vagtcentraldrift og operativ ledelsesstøtte er områder, hvor vi kan optimere samarbejdet hen over beredskabs- og kommunegrænser. Vi er åbne for at invitere andre beredskaber med i det her partnerskab, hvis det kan styrke vores fælles robusthed og gøre en forskel for borgerne".

Beredskab & Sikkerhed er det fælleskommunale redningsberedskab for Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner. Østjyllands Brandvæsen er det fælleskommunale redningsberedskab for Samsø, Odder, Skanderborg og Aarhus kommuner. Til sammen leverer de beredskab til næsten 700.000 borgere, med ca. 4.100 udrykninger om året til brande, drukneulykker, færdselsuheld og miljøforurening.

For yderligere information, kontakt beredskabsdirektør i Beredskab & Sikkerhed, Morten Sønderby Sørensen på tlf. 40300973 eller mss@bsik.dk, eller beredskabsdirektør i Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl på tlf. 29685677 eller kaso@ostbv.dk.