Ny beredskabsdirektør ansat

Ny beredskabsdirektør for Randers-Favrskov-Djursland
Morten Sønderby Sørensen bliver ny direktør for Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland. Det har beredskabskommissionen netop besluttet.

Morten Sønderby Sørensen(44) kommer fra en stilling som regionsdirektør i Falck Danmark, hvor han har været ansvarlig for ambulancedrift samt flere forskellige anlægs- innovations- og udviklingsopgaver. Tidligere har han været brandchef i Falck Midtjylland med ansvar for cirka 500 deltidsbrandmænd og 100 fuldtidsansatte brandmænd. I den forbindelse gennemgik han også selv uddannelsen til brandmand. Det er derfor en erfaren kandidat, der nu vender blikket mod Randers-Favrskov-Djursland.

Formanden for Beredskabskommissionen, borgmester Nils Borring, glæder sig over ansættelsen af Morten Sønderby Sørensen.

- Med ansættelsen af Morten Sønderby Sørensen har vi fået en stærk profil med et indgående kendskab til beredskab og brand. Det kommer os helt klart til gode i det videre arbejde med at sikre det bedst mulige beredskab for borgere og virksomheder i Randers, Favrskov og Djursland, siger Nils Borring. 

Erfaring fra Falck og den kommunale verden
Morten Sønderby Sørensen er uddannet cand.scient.pol og kom efter uddannelsen til Aarhus Kommune i 2001. Siden 2008 har han været en del af Falck i forskellige positioner, blandt andet som afdelingsleder, kontraktchef, brandchef, ambulancechef og senest som regionsdirektør. Privat bor Morten Sønderby Sørensen i Lystrup ved Aarhus med sin hustru og deres tre børn. 

- Jeg glæder mig meget til at bidrage til den videre udvikling af et velfungerende beredskab i tæt samarbejde med medarbejdere, politikere og beredskabets mange samarbejdspartnere, siger Morten Sønderby Sørensen. 

Den kommende direktør blev valgt blandt 23 ansøgere til stillingen, og tiltræder den 1. september 2019.

Yderligere oplysninger:
Formand for beredskabskommissionen, borgmester Nils Borring: 3030 8224
Kommende beredskabsdirektør Morten Sønderby Sørensen: 4030 0973